• Heinekens højere priser har holdt ølglade forbrugere tilbage

    Source: BDK Finans / 14 Feb 2024 02:20:03   America/New_York

    Som svar på den buldrende inflation i det forgangne år, så den hollandske bryggerikoncern Heineken sig nødsaget til at hæve sine priser. Det er ikke noget, som forbrugerne har taget specielt godt imod. Det viser ølgigantens årsregnskab onsdag morgen. Heinekens overskud faldt 14,1 procent til 17,2 milliarder kroner i 2023, og mængden af solgt øl skrumpede med 4,7 procent. - Efter et stærkt 2022 viste 2023 sig at være udfordrende, konstaterer topchef Dolf van den Brink i regnskabet. - Stærk prissætning for at opveje meget høj energiomkostningsinflation påvirkede vores momentum. Det var særligt forbrugerne i Vietnam og Nigeria, der fik ølvolumen til at falde sidste år. Begge markeder var ramt af økonomiske udfordringer, lyder forklaringen i regnskabet. Også et Rusland-exit i begyndelsen af 2023 har sat et negativt præg på Heinekens resultater. Koncernen er en af mange selskaber, der har trukket sig fra det russiske marked som konsekvens af landets invasion af Ukraine. Danske Carlsberg er også blandt dem, som valgte at trække stikket. De højere ølpriser har fået den samlede omsætning til at vokse med 5,7 procent til 226 milliarder kroner. Men det har altså ikke været nok til at veje op for forbrugernes tilbageholdenhed. Når Heineken skal forsøge at spå om udviklingen i 2024, er krystalkuglen stadig i høj grad præget af økonomiske og geopolitiske udfordringerne. - Vores fokus vil fremadrettet være på omsætningsvækst, balanceret mellem volumen og værdi, siger Dolf van den Brink. - Det skal ske ved fortsat at investere i vores brands, innovation samt kommercielle kapacitet for at levere langsigtet værdi, lyder det videre. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/heinekens-hoejere-priser-har-holdt-oelglade-forbrugere-tilbage
Share on,